Chicago vandt mediernes opmærksomhed, men det blev Rio de Janeiro der løb med IOC-medlemmernes stemmer.
Jeg spåede tidligere i dag, at Rio var bedre end Chicago, som var bedre end Madrid, som var bedre end Tokyo. Den analyse holdt næsten hele vejen hjem – dog med den bemærkelsesværdige undtagelse at Chicago røg ud allerede i første runde! Chicago havde ellers med stor succes indtaget mediebillede i Danmark i ugen op til afstemningen, hvor de med stor succes havde deres top atleter (olympiske guldvindere i massevis) ude i lokale danske idrætsforeninger og kigge lidt på træningen. Det er naturligvis netop sådan noget som TV elsker, så mediedækningen af Chicago har været enorm i de sidste dage. Eneste der kunne rykke lidt ved det billede var Pelé, som fik en del opmærksomhed ud af sit besøg her i Brønshøj. Da først Barack Obama også meldte sin ankomst kom mediehysteriet over amerikanerne op i uhørt gear og siden da har man ikke kunne åbne en avis eller tænde for fjernsynet uden at høre nogen omtale Obama.
Hvad gik der så galt for Chicago? Først og fremmest er det nok ret få IOC-medlemmer der læser danske aviser og lur mig om ikke de vælger nyhederne på CNN fremfor DR1 på hotelværelserne på Mariott… Så effekten af den amerikanske satsning på lokalbefolkningen har nok været ret minimal. Desuden kan der være to modsatrettede effekter der har været imod Chicago
- IOC-medlemmerne lader sig nok ikke på samme måde som os andre imponere af den amerikanske præsident, præsidentfruen, Oprah og alle de andre – de er trods alt vant til at blive påvirket og forsøgt overtalt og de tre andre ansøgerbyer havde alle deres royale overhoveder (Madrid og Tokyo) eller sympatiske præsident (Rio) med. Nogle har måske ment at et lynvisit på få timer ikke var tilstrækkelig imponerende eller at de i hvert tilfælde ikke ville lade sig dupere af amerikanerne
- På den anden side kan Chicago også være blevet ramt af deres egen succes. For nogen IOC-medlemmer har amerikanernes bud virket så stærkt, at de valgte at stemme på nogen andre i første runde for at sikre, at de andre ikke blev sidst. Hvis Chicago virkede helt sikre på at gå videre til næste runde, så kunne IOC-medlemmerne lige så godt bruge deres stemme hvor den talte – altså prøve at redde en af de andre kandidater fra at blive sidst. Hvis for mange tænkte sådan, så kan det have kostet Chicago rigtig dyrt. Og hvis nogen tror, at IOC-medlemmerne ikke tænker sådan, så forklar mig lige hvorfor Tokyo fik 22 stemmer i 1. runde, men kun 20 stemmer i 2. runde?!?
Amerikanerne kan have været så sikre på deres egen succes, at de ikke har fokuseret på første runde af afstemning, men kun på de efterfølgende runder. Deres argumenter har muligvis for meget gået på, hvem IOC-medlemmerne skulle stemme på når deres 1. favorit røg ud og dermed har de manglet opbakning i 1. runde. Surt!
At dømme efter stemmerne, så er det vist ligegyldigt om Chicago havde været med til sidst eller ej – det var nok blevet Rio alligevel. 66 stemmer mod Madrids 32 i sidste runde taler deres tydelige sprog! Og dermed står IOC lige så massivt bag Rio, som de gjorde med Beijing 08 og Athen 04, der også blev valgt med et stort flertal. Personligt er jeg heller ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige vært, IOC har fundet til OL i 2016!!! Jeg glæder mig allerede til at se hvad brasilanerne kan tilføre den olympiske familie…
Der er dog nogen i Chicago, der blev glade for IOCs valg af Rio som værtby for OL i 2016. (Linket blev lukket få timer efter IOCs afstemning, så der er ikke så meget at komme efter længere)
Opdatering 03.10.09: Så har Politiken også fået øjnene op for, at Chicago vandt mediekampen
Jeg har været i Kina i år og fatter så ikke, at IOC så entydigt bakkede den ansøgning op fra et land, der helt klar ikke aner hvad menneskerettigheder betyder. En skamplet på IOC i mine øjne.
Tak for kommentaren, Inge. Forhåbentligt heppede du ikke på Chicago – det ville jo være en skamplet på IOC, hvis de fik OL, når man tænker på deres overtrædelse af diverse rettigheder på Guantanamo. Og hvordan kunne IOC give OL til London i 2012 og lægge sessionen i år i København, når begge lande har været med i en ulovlig invasion af et andet land? Helt galt er det også at Socki har fået OL i 2014, når man tænker på russernes håndtering af Tjetjenerne? Det virker ærlig talt ikke som om, der er mange steder på kloden man i virkeligheden kan holde et OL?
Helt galt er det da også, at man gav OL til Sydney i 2000, når man tænker på hvordan de har behandlet den oprindelige befolkning uden nogensinde at undskylde det… Hov, bortset fra at de jo netop gjorde det i forbindelse med OL, hvor landet på mange måder blev samlet, da det var Freeman, der tændte den olympiske ild! Hvem ved – måske IOC håbede på det samme i Kina?
Og så gad jeg godt vide, om du reelt tror at kinesernes forhold var blevet bedre af, at OL ikke havde været afholdt i Beijing? Hvis man vender ryggen til og lukker øjnene, så tror jeg ærlig talt ikke at overtrædelsen af menneskerettighederne stopper af den grund – tværtimod er jeg helt enig med IOC om, at den største effekt nok nærmere ville komme af flytte hele verdens fokus på Kina, tvinge dem til at give udenlandske journalister adgang til landet og lade lokalbefolkningen møde masser af udlændinge.
Hvorfor tog du i øvrigt til Kina, Inge? Du vidste vel på forhånd, at menneskerettighederne bliver overtrådt i Kina, så hvorfor støttede du regimet ved at besøge dem? Er det ikke lidt af en skamplet på dig, at du har besøgt et land, der helt klart ikke aner hvad menneskerettigheder betyder?!? 🙂