Dansk damehåndbold går en ny æra i møde!! Politiken beskriver i dag SHFs projekt for høje piger, hvor puslinge piger U12 piger udvælges udelukkende ud fra deres højde til forbundstræning. Som jeg har forstået det på Tina Fensdal (der opstræder under pseudonym i Politikens artikel – wauw, det må være et hemmeligt projekt…), så er det for at give pigerne noget ekstra koordinativ træning, så de ikke quitter håndbolden, fordi de motorisk er langt efter deres jævnaldrende.
Det er jo umiddelbart en fantastisk ide, men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud… Der er også relativt få indvandrere i dansk håndbold, så hvorfor laver SHF ikke også et projekt for dem? Og hvad med venstrehåndede spillere? De plejer jo at være en mangelvare, så hvorfor ikke også indkalde dem til forbundstræning, så vi fastholder nogle flere af dem i systemet?
Det egentlige problem i dansk håndbolds talentsystem er smukt beskrevet i samme artikel, hvor Kristian Kristensen (som jeg har mødt et par gange, og som faktisk virker som en af de mere fornuftige i talentsystemet) udtaler at
“målt på resultater har vi jo verdens bedste talentsystem”
Undskyld mig, men hvilke resultater er det man skal måle det på? Målt på resultaterne er det vel Rusland (verdensmester for seniorer i 2007) eller Norge (Olympiske mestre fra Beijing) der har det bedste talentsystem. Et talentsystem skal vel aldrig måles på de resultater der opnås undervejs (diverse Y og U landshold), men på hvor gode talenter man får sendt i retning af seniorholdet!! Og med de resultater vores damer har præsteret den seneste tid, så vil det være synd at sige, at talentudviklingen er verdens bedste.
Problemet er bare, at spillerne til DHFs talentsystem i meget høj grad udtages ud fra deres håndboldkunnen og ikke ud fra deres udviklingspotentiale. Der er ikke noget at sige til, at Y og U landstrænere gerne vil vinde mesterskaber, men man savner bevidstheden om, at det langt fra er deres primære opgave…
Og så har finanskrisen åbenbart også ramt DHF. Jeg har netop i dag modtaget et brev om, at bestyrelsen har revideret retningslinjerne for gratis at kunne modtage DHFs håndboldmagasin – og at jeg ikke længere opfylder betingelserne for dette. Sidst jeg lavede noget for DHF var fra 2002-2005, hvor jeg sad i forbundets Breddeudvalg, så jeg har tit tænkt på, hvorfor jeg stadig modtog deres blad?! Det må alligevel blive til et par blade, hvis alle tidligere udvalgsmedlemmer skal have et tilsendt…